Plan for genopretning

Arbejdet med at redde kirkeuglen følger en adaptiv bestandsplan. Det betyder at planen er fleksibel i forhold hvordan den forløber, således at den kan justeres undervejs. Planen gennemgåes herunder, men kan læses i sin helhed på dette link.

Efter hver ynglesæson, vurderes det om planen skrider frem som ønsket, og om der behov for justeringer af indsatsen. Dette indebærer også en vurdering om hvorvidt indsatsen skal fortsætte ud fra udsigten til at planen vil lykkes på både kort og langt sigt.

Planens målsætning er, at den danske kirkeuglebestand i fremtiden skal være levedygtig uden behov for kunstig fodring. I praksis betyder det minimum 100 ynglepar, hvilket svarer til en forårsbestand på omkring 250 individer (minimumsmålsætning).

Ideelt set bør en bestand dog bestå af over 300 par før den kan betegnes som robust i forhold til naturlige bestandssvingninger og indavl.

I 2022 var der 11 kendte kirkeuglepar i hele landet (Figur 1). Otte af disse par befandt sig i Østhimmerland, og udgør Danmarks sidste kernebestand. De tre øvrige kendte ynglepar befandt sig langt fra hinanden.

Mens antallet af kendte ynglepar i resten af landet har været aftagende siden 2018, har antallet fordoblet i Østhimmerland (Figur 1).

Den positive bestandsudvikling i Østhimmerland skyldes en kombination af systematisk fodring, som resulterer i høj ungeproduktion (Figur 2), og den relative nærhed parrene imellem som betyder at uglerne lettere kan finde mager.

Hvis den danske kirkeuglebestand skal reddes og genoprettes, skal det altså primært ske ved hjælp af bestanden i Østhimmerland. Derfor prioriteres dem bestandsgenoprettende indsats til dette område.

Bestandsfaser og virkemidler

At redde kirkeuglen fra at uddø og sikre dens fremtid i Danmark, svarer til at redde en person som er gået gennem isen: I første omgang handler det om at få trukket personen op af vandet hurtigst muligt før han/hun drukner. Bagefter må den reddede person bringes i hus og få varmt tøj på før han/hun fryser ihjel. Begge dele er vigtige, men i forskellig rækkefølge. Virkemidlerne (det man skal gøre) er desuden forskellige i de forskellige faser af redningsaktionen.

Den adaptive bestandsgenopretningsplan for kirkeugle består derfor af flere trin (faser) som strækker sig fra den første kritiske fase hvor bestanden er i overhængende fare for at uddø, til minimumsmålsætningen om 100 par er opfyldt (Figur 3).

I den første kritiske fase handler det om at få antallet af par til at vokse hurtigst muligt. Den mest effektive og billigste måde at gøre dette på, er at tilskudsfodre tilføre de tilbageværende par så de lægger flere æg og deres unger overlever. Foderet består af daggamle hanekyllinger som lægges frem om aftenen på steder hvor uglerne har lært at hente dem. Hanekyllingerne kommer fra hønserier hvor de alligevel aflives straks efter klækning. De par som fodres, får i gennemsnit over dobbelt så mange unger på vingerne som de par som ikke gør, så fodring er en meget effektiv metode.

Hvis kirkeuglen igen skal være en naturlig del af den danske natur, er fodring med kyllinger dog ikke en holdbar løsning. På sigt skal naturkvaliteten derfor forbedres så meget at kirkeuglerne selv kan skaffe føde nok til deres unger.

Efterhånden som der kommer flere par, og den umiddelbare risiko for at bestanden uddør aftager, skal fokus derfor gradvist skifte fra et arts-orienteret fokus med fodring i centrum, til naturforbedringer (Figur 3). Naturforbedringer vil ikke blot gavne kirkeuglerne, men også alle mulige andre arter.

Sideløbende med både fodring of naturforbedring, skal man ikke glemme at hjælpe kirkeuglerne med sikre redekasser på de lokaliteter hvor kirkeuglernes fødekrav er opfyldt. Det skyldes at de stynede, hule træer som tidligere var almindelige i landbrugslandskabet, hvor de som gav sikre redesteder til kirkeugler, i dag er borte de fleste steder. Selv hvis der plantes nye, vil det tage mange år før de vil egne sig som naturlige redesteder.

Forskning og læring er en del af planen
Fra forskning ved vi, at hovedårsagen til kirkeuglens forsvinding skyldes fødemangel i yngletiden, helt præcist store insekter og smågnavere. Vi ved derfor at løsningen på kirkeuglens problemer er at skabe levesteder til flere smågnavere og store insekter tæt på kirkeuglens reder.

Vi forsker nu hvordan dette gøres bedst og billigst, så vi kan fortælle grundejere hvordan man bedst skaber levesteder til kirkeugler. Vi undersøger bl.a. om udlægning af græsstriber, som er levesteder for smågnavere og insekter forbedrer kirkeuglernes mulighed for at finde mere naturlig føde selv.

Gennem forskning håber vi at kunne angive hvordan man ved ændret drift af én hektar omkring reden kan sikre levesteder nok til kirkeugler og deres byttedyr.

Den menneskelige og samfundsmæssige dimension

Kirkeugler lever ikke i vild natur, men i kulturlandskaber. Bevarelse af kirkeuglen og den kultur-natur, som den repræsenterer, er derfor helt afhængig af, at de som ejer jord er villige til at give naturen plads nok til kirkeuglen.

De fleste som har kirkeugler der de bor, synes kirkeuglen er en berigelse, og giver uglen plads. Ildsjæle sørger for redekasser og foder i yngletiden. At bevare kirkeugler, handler derfor først og fremmest om almindelige mennesker lyst og evne til at bevare kirkeuglen der de bor.

Hvis kirkeuglebestanden i Østhimmerland i fremtiden skal kunne vokse og sprede sig til andre landsdele uden brug af fodring, skal der være nok mennesker som vil afse omkring en hektar jord med langt og kort græs, gerne sammen med græssende husdyr.

Sideløbende med projektets bestandsgenoprettende indsats og forskning i hvordan man teknisk set skaber de bedste levesteder for kirkeuglerne, arbejdes der på at styrke netværket af ”kirkeugleværter”, som har kirkeuglen boende hos sig.

I sidste ende er det op til de mennesker som bor i et givet område om der skal være plads og naturgrundlag til kirkeugler. Med eller uden fremtidige støtteordninger til mere natur i landbrugslandet.

Teknisk set kan opgaven godt løses.